loading...
EU-Domstolen præciserer: Handelsagentens rettigheder til godtgørelse kan ikke fraviges ved aftale indgået i opsigelsesperioden

EU-Domstolen præciserer: Handelsagentens rettigheder til godtgørelse kan ikke fraviges ved aftale indgået i opsigelsesperioden

EU-Domstolen har i en ny dom (sag C-204/25) fastslået, at en handelsagentaftale først anses for ophørt ved udløbet af det aftalte eller lovbestemte opsigelsesvarsel – og ikke allerede på det tidspunkt, hvor handelsagenten modtager opsigelsen. Dette kan få stor praktisk og juridisk betydning for aftaler om ophørsordninger.

Sagen udsprang af en tvist mellem flere belgiske handelsagenter og en agenturgiver, som havde opsagt tre handelsagentaftaler med forskellige opsigelsesvarsler. Efter opsigelserne indgik parterne en samlet aftale om blandt andet godtgørelse. Handelsagenterne gjorde senere gældende, at aftalen var ugyldig, fordi den blev indgået, før handelsagentaftalerne reelt var ophørt, og derfor i  strid med de ufravigelige beskyttelsesregler i direktiv 86/653/EØF (”handelsagentdirektivet”) ,der implementeret i dansk ret ved handelsagentloven. Handelsagenterne henviste bl.a. til direktivets artikel 19, der angiver, at ”Parterne kan ikke, før kontrakten er ophørt, fravige artikel 17 [om godtgørelse] … til skade for handelsagenten”. Artikel 19 ligger til grund for handelsagentlovens §29, der bestemmer at ”§§ 25-28 [om bl.a. godtgørelse] kan ikke ved forudgående aftale fraviges til skade for handelsagenten”.

EU-Domstolen blev i forbindelse med en retssag mellem parterne forelagt spørgsmålet om, hvornår en handelsagentaftale skal anses for ophørt efter handelsagentdirektivets artikel 19.

EU-Domstolen fastslog, at handelsagenten fortsat er økonomisk afhængig af agenturgiveren i hele opsigelsesperioden, idet agenten fortsat skal opfylde sine kontraktuelle forpligtelser og er afhængig af provision og øvrige ydelser fra agenturgiveren. Først ved opsigelsesvarslets udløb ophører denne afhængighed.

Blandt andet på den baggrund konkluderede EU-Domstolen, at en handelsagentaftale først ophører ved udløbet af opsigelsesvarslet. Indtil dette tidspunkt kan parterne ikke gyldigt aftale at fravige direktivets bestemmelser om handelsagents ret til godtgørelse til skade for agenten.

Dommen understreger den stærke beskyttelse, som handelsagenter nyder efter EU-retten og præciserer, at agenturgiver ikke kan begrænse agentens rettigheder til godtgørelse gennem aftaler indgået i opsigelsesperioden. I det praktiske liv er det ellers helt sædvanligt, at parterne indgår sådanne aftaler.  Afgørelsen vil derfor få betydning for alle virksomheder og rådgivere, der arbejder med opsigelse af handelsagentaftaler og forhandling af ophørsordninger om godtgørelse.

Hvis du har spørgsmål til denne artikel eller til forhold vedrørende handelsagenter, forhandlere eller franchising i øvrigt, er du velkommen til at kontakte advokat Peter E.P. Gregersen.

Denne nyhed er skrevet af:

Peter E. P. Gregersen

Advokat (L), Partner
pg@aumento.dk
(+45) 7025 5770
Arrow pointing down