Sjælden dom - Fredning fra 1996 genoptages

Denne sag var mere end én i bunken – for den handlede om min hjemstavn. Mere herom i slutningen af dette indlæg.

‍

Med en ny dom har Retten i Hjørring besluttet, at Miljø- og Fødevareklagenævnet (tidligere Naturklagenævnet) skal genoptage en fredning fra 1996 af et skovområde i Vendsyssel. Fredningsnævnet havde i 1993 med stor respekt beskyttet skoven med en eksemplarisk fredning, der skulle sikre en pasning og naturlig bevaring af skoven, som i århundreder havde været besøgt og beundret af både lokale og turister. Billederne (som er taget for mange år siden og venligt udlånt af fotograf Torben Breindahl) viser hvorfor.

Desværre valgte Naturklagenævnet i 1996 at tilsidesætte fredningen og i stedet frede arealet til ”urørt skov”, da der var en politisk ambition om at skaffe et bestemt antal hektar urørt skov så hurtigt som muligt.

‍

Urørt skov var dengang et knap så kendt begreb, men man burde have vidst, at konsekvensen ville blive, at fredningen ville ændre skoven fra at være et unikt udflugtsmål til at blive en mørk og forfalden skov. Skoven er i dag ufremkommelig, da stier og stenkister med underføring af bække er ødelagte, og Vendsyssel mistede en betydelig naturperle.

‍

Skovejeren – min klient – kæmpede i årevis for at få oplyst, hvorfor man havde truffet beslutningen. Han var overbevist om, at det måtte være en fejl, og at Naturklagenævnet ville have fredet et tilsvarende areal, som han stadig har til rådighed, hvor der aldrig er kommet besøgende, og hvor der heller ikke er skovdrift. Ingen kunne svare ham herpå, og meget tydede på, at ingen vidste det. Først efter mange år stod det klart for ham, at der måske manglede at blive foretaget ordentlige undersøgelser i forbindelse med fredningen, hvorfor han i juni 2018 indgav en anmodning om at få fredningen genoptaget.

‍

Efter utallige meget venlige rykkere fra min klient fik han endelig et kryptisk svar i august 2019, som min klient opfattede som en bekræftelse på, at man havde genoptaget fredningen. Da jeg så beskeden flere år efter, var jeg enig i, at den måtte forstås på samme måde. Og Retten i Hjørring tænkte det samme.

‍

Da min klient modtog svar i august 2019 svarede han straks og udtrykte glæde over genoptagelsen.

Herefter skete der intet i sagen, indtil min klient i juli 2021 modtog oplysning om, at hans sag havde fået et nyt journalnummer. Det reagerede han prompte på, og han blev nu gjort opmærksom på, at sagen da ikke var genoptaget, og at der faktisk ikke var foretaget noget som helst i sagen i 2 år, mens min klient havde indrettet sig på, at genoptagelsen var i proces. Retten i Hjørring var enig i, at hensynet til min klients forventning og indretning i denne lange periode var mere tungtvejende end de hensyn, som Miljø- og Fødevareklagenævnet påberåbte sig om deres ”sædvanlige praksis” om genoptagelser.

‍

Det skal tilføjes, at Miljø- og Fødevareklagenævnet under sagen nægtede at udlevere materiale fra fredningens behandling, ligesom de nægtede min klient at foretage syn og skøn i sagen – man nægtede endda at lade føre et vidne, som kendte til skoven og dens udvikling. Under sagen søgte vi derfor aktindsigt hos Rigsarkivet, som forbløffet meldte tilbage, at ALT materiale fra den pågældende fredning, herunder partshøringer, var forsvundet. Kun afgørelsen var på arkivet. Jeg ved ikke, om dette påvirkede Retten i Hjørring, men for min klient bekræftede det hans formodning gennem mange år om, at sagen ikke havde været behandlet ordentligt.

‍

Forhåbentlig vil genoptagelsen nu føre til, at der foretages en mere velovervejet behandling af sagen, så skoven atter kan glæde kommende generationer.

‍

Og så var der lige det om min hjemstavn. For faktisk var en del af min familie ansat i 1920’erne hos den daværende skovejer, og min oldefar havde endda øgenavn fra en del af området, da han i flere år arbejdede som karl på godset. Så derfor var der også en helt personlig tilfredsstillelse over at kunne være med til (forhåbentlig) at sikre dette smukke stykke natur.